Loadsmart vil udvikle en digital fragtteknologi til containerterminalerne, der vender op og ned på den måde, de fungerer på. Og det er der mange penge i. Specielt hvis man som Maersk flytter millioner af containere hvert år i egne terminaler.
Maersk Growth – venturearmen i Maersk – har nu igennem to omgange skudt penge i selskabet, der samlet set har hentet 53 mio. dollar i funding 2018 og 2019. Og i den sidste investeringsrunde fik Maersk Growh selskab af Ports America, der er den største terminaloperatør i landet.
Loadsmart arbejder bl.a. på, hvad de kalder en “free-flow” model, hvor den ankommende lastbil til havnen ikke længere skal vente på en bestemt container
“Det betyder, at chaufføren vil få leveret den container, der er lettest tilgængelig og skal leveres indenfor en på forhånd aftalt afstand og rute,” siger Ricardo Salgado, der er CEO og medstifter af Loadsmart.
“Vi forudser, at chaufførerne vil blive i stand til at reducere den tid, de bruger på at komme ind og ud af havneterminalerne med mindst 25 pct. Samtidig forudser vi, at havneoperatørerne vil blive i stand til at reducere flytninger af containere internt i terminalerne med mindst 50 pct., hvilket giver en enorm effektivitetsgevinst,” siger direktøren.
“I Maersk Growth vil vi være med til at definere fremtiden for handel. Fra starten kunne vi se
synergierne mellem Maersk og Loadsmart og vores fælles mulighed for at drive forandring gennem teknologi. Vores partnerskab vil øge forretningsmulighederne på land og tilføre værdi til vores kunder, ”siger Sune Stilling, leder af Maersk Growth.
Kilde: Splash