Falck måtte aktivere både brandsprøjte og miljøteam for at rydde op, efter et skib havde svinet en del af Nyborg fjord til med slam.

Torsdag morgen spildte et skib, der var i færd med at lodse gods ved Koppers i Nyborg, en mængde olieholdigt slam i Nyborg Fjord. Det udløste en alarm hos beredskabet i Nyborg torsdag klokken 07.21. Det oplyser Falcks indsatsleder på stedet, skriver Fyns Stiftstidende.
Indsatslederen tilføjer, at det drejer sig om et mindre spild, og at det derfor ikke var nogen kæmpe stor aktion. Koppers er en kemivirksomhed, der producerer carbon- og olieproduktioner til produktionsvirksomheder. Falck rykkede ud til Koppers med en brandsprøjte og et miljøteam, og oprydningsarbejdet var overstået omkring 09.30 torsdag formiddag.
Skibet er sejlet videre, og ligger derfor ikke længere ved Koppers i Nyborg.
