DSV Panalpina: Bedre 2. kvartal end ventet

    0
    REKLAMA

    “Kvartalet har udviklet sig bedre, end vi ventede, da Covid-19-krisen startede,” udtaler koncernchef Jens Bjørn Andersen i en meddelelse til fondsbørsen sent mandag eftermiddag.

    “Det illustrerer styrken i vores forretningsmodel og evnerne hos DSV-medarbejderne, der har arbejdet hårdt for at skabe løsninger for vores kunder i hidtil usete og vanskelige markeder. På samme tid, har vi draget fordel af den fortsatte integration af Panalpina og omkostningsbesparelserne, vi annoncerede tidligere på året,” siger han videre.

    DSV Panalpina anslår, at efterspørgslen i markedet i 2. kvartal er nede med 15-20 pct. for søfragt og 25-30 pct. for luftfragt.

    “Som følge af manglende kapacitet har kvartalet været karakteriseret af høje luftfragtrater, og det har ført til en midlertidig forbedring af indtjeningen i vores luftfragt-netværk,” oplyser selskabet, der forventer en normalisering af indtjeningen på området i 2. halvår.

    I Road og Solutions regner DSV Panalpina med, at efterspørgslen er faldet med ca. 15 pct. i 2. kvartal sammenlignet med samme periode i fjor. Men selskabet har oplevet store forskelle mellem indenrigs-distribution, der har holdt et godt niveau, mens internationale transporter har været negativt påvirket

    Den igangværende integration af Panalpina har sammen med Covid-19 besparelserne betydet en reduktion af selskabets omkostningsbase, skriver selskabet, der på grund af den fortsatte usikkerhed opsvinget i efterspørgslen, udviklingen i fragtraterne og afkastet i anden halvdel af 2020 fortsat har suspenderet sin prognose for hele årets resultat.

    Kilde: DSV Panalpina

    (Visited 4 times, 1 visits today)