Intern uenighed i USA om straftold

    0
    REKLAMA

    Der var i første omgang positive kommentarer fra toprådgivere i Det Hvide Hus i forhold til den kinesiske udmelding torsdag om, at forhandlingerne om en ny handelsaftale vil indeholde løbende tilbagerulninger af den straftold, som begge lande har indført på import af hinandens varer.

    “Hvis der bliver en fase-1 af en handelsaftale, vil der være en toldaftale og indrømmelser,” lød det således ifølge Bloomberg fra Larry Kudlow, der er økonomisk rådgiver i Det Hvide Hus.
    Kellyanne Conway, der er en af præsidentens seniorrådgivere, sagde, at Trump er “ivrig” efter at underskrive en aftale; at forhandlingerne fortsætter og tid og sted for underskrivelse af en aftale er endnu ikke aftalt.

    Det har siden starten af forhandlingerne været et hovedkrav fra Kina, at USA skulle fjerne den straftold, der nu er indført overfor mere eller mindre alle varer fra Kina – og nu var der ifølge udtalelsen fra talsmanden for det kinesiske handelsministerium i går enighed om en tilbagerulning i faser.

    Tilsyneladende blev den tolkning bekræftet fra Det Hvide Hus, men blot ikke af alle.
    Handelsrådgiver i Det Hvide Hus, Peter Navarro, sagde således til Fox Business, at “der på nuværende tidspunkt ikke er en aftale om at fjerne nogle af de eksisterende afgifter som en betingelse for en fase-1 aftale. Den eneste, der kan træffe den beslutning, er præsident Donald J. Trump. Så simpelt er det,” fastslog rådgiveren.

    Og hvad præsidenten så har besluttet, er der endnu ingen melding om.
    “Så spørgsmålet er lige nu, hvad de to sider i virkeligheden er blevet enige om,” siger en bankøkonom fra Oversea-Chinese Banking Corp til Bloomberg.

    Ifølge pressechefen i Det Hvide Hus ser den amerikanske regering optimistisk på muligheden for en snarlig handelsaftale med Kina.

    “Jeg kan ikke kommentere samtalerne med Kina, men vi er meget, meget optimistiske omkring, at en aftale snart falder på plads,” siger Stephanie Grisham i et interview med Fox News torsdag.

    Redaktionen

    (Visited 6 times, 1 visits today)