Storbritannien sender advarsler til Iran

    0
    REKLAMA

    Jeremy Hunt understreger, at Storbritannien ikke søger en militær løsning på konflikten.

    ”Vi undersøger ikke militære løsninger. Vi forsøger at finde diplomatiske veje til at løse situationen, men vi har gjort det helt klart at den skal løses”, siger udenrigsministeren til BBC.

    Det anerkendte britiske sikkerhedsfirma Dryad Global skriver i en redegørelse for hændelserne, at Storbritannien ifølge ubekræftede oplysninger overvejer at sende yderligere to krigsskibe til Hormuzstrædet,.

    De to skibe – fregatten HMS Kent og forsyningsskibet RFA Wave Knight – skal angivelig slutte sig til fregatten HMS Montrose, som allerede befinder sig ved Hormuzstrædet, og destroyeren HMS Duncan, der ventes at nå frem senere i dag eller søndag.

    Stena Bulk, der opererer sine skibe fra kontorer i København, har lørdag morgen fortsat ikke været i kontakt med den 23 mand store besætning på Stena Impero, der fredag eftermiddag blev standset af den iranske revolutionsgarde mens skibet befandt sig i internationalt farvand i Hormuzstrædet.

    Ifølge Iran blev det britisk flagede tankskib standset, fordi det havde slået sin AIS-sender fra og sejlede i den forkerte side af trafiksepareringen. De iranske oplysninger er ikke bekræftet fra anden side.

    Stena Impero menes nu at befinde sig i den iranske havneby Bandar Abbas. Der er ingen skandinaviske besætningsmedlemmer om bord på det svensk ejede tankskib.

    Det andet britisk flagede tankskib, der blev bordet af iranske revolutionsgardister en halv time efter Stena Impero, er supertankeren Mesdar, ejet af et selskab i Liberia. Dette tankskib fik dog lov til at sejle igen, efter at have været tilbageholdt i to timer.

    Der er ingen forklaring på hvorfor Mesdar fik lov til at sejle videre, men Dryad Global gør opmærksom på, at skibets kaptajn er russisk, og at det kan have spillet en rolle fordi Rusland er en af Irans få allierede.

    Redaktionen

    (Visited 11 times, 1 visits today)