Dét, der i weekenden lignede en brand under kontrol, har udviklet sig til et mareridt, hvor det blot tre måneder gamle containerskib X-Press Pearl ikke længere står til at redde.
Eksplosionen, der tirsdag ramte det nybyggede containerskib X-Press Pearl, har nu vist sig at være så meget ude af kontrol, at det ikke længere er sandsynligt, at skibet kan reddes. Det oplyser den srilankanske flåde.
X-Press Pearl, der ligger ud for storbyen Colombo i Sri Lanka, har allerede tabt adskillige containere i vandet, men nu forbereder de lokale myndigheder sig på, at der bliver langt mere at rydde op.
Efter en voldsom eksplosion tirsdag har ilden på skibet nemlig atter fået fat i fartøjet, der nu er i fare for at knække midt over. Hvis det sker, så er der udsigt til en større olieforurening i området.
Læs også: Voldsom video – Ny kemikalie-eksplosion på containerskib
Et bjærgningshold fra Smit Salvage har siden fredag været tilstede ved ulykken, hvor bugserbåde udstyret med vandkanoner har forsøgt at hjælpe med slukningsarbejdet, men efter tirsdagens eksplosion har også bjærgningsholdet måtte evakueres fra det brændende skib.
X-Press Pearl, der blev leveret fra Zhoushan Changhong værftet i Kina i februar i år og har en kapacitet på 2.743 TEU, sejlede rundt med flere brandfarlige kemikalier i lasten, og det er en kemisk reaktion af disse, der formodes at være årsagen til den voldsomme brand.
Ingen af skibets 25 besætningsmedlemmer er kommet til skade ved ulykken.