Danske Scan Global Logistics integrerer amerikanske TransGroup i sit navn.
Det danske logistikselskab Scan Global Logistics og amerikanske TransGroup bliver nu lagt sammen til én organisation under ét navn: Scan Global Logistics. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
“TransGroup og Scan Global Logistics har juridisk været en familie siden starten af 2016. Nu integrerer vi alle vores globale aktiviteter under ét brand, i én organisation og under ét executive leadership team. Det gavner vores kunder ved, at vores forretningsgange bliver mere effektive, hvilket gør deres dagligdag nemmere. Som ét brand vil vi fortsætte med at gøre verden lidt mindre kompliceret for vores kunder,” siger Global CEO, Allan Melgaard,.
Med hele selskabet samlet under samme navn er ambitionen om at blive en af de ledende logistik- og transportleverandører på verdensplan rykket et skridt nærmere.
Selskabets overordnede styregruppe vil fremover bestå af Allan Melgaard, Global CEO, og Claes Brønsgaard Pedersen, Global CFO, mens det amerikanske team består af Julien Ranzato, COO International Services, og Bill Goodgion, COO Domestic Services.
TransGroups 525 fuldtidsansatte og 43 kontorer i USA og Canada kommer nu til at operere under Scan Global Logistics navnet.