Hormuzstrædet er en vigtig handelsrute – både for de mange danske fartøjer og for den internationale skibsfart, og derfor har Danske Rederier øjnene rettet mod området – ikke mindst som følge af de seneste dages tiltagende spændinger mellem USA og Iran.

”Det er desværre ikke noget nyt, at situationen er anspændt. Men de seneste dages udvikling får os naturligvis til at holde et meget vågent øje med aktiviteterne i området. Handelsskibene skal fortsat tage deres forholdsregler og vise agtpågivenhed,” siger Maria Skipper Schwenn, direktør for sikkerhed, miljø og maritim forskning i Danske Rederier.
Hormuzstrædet er en meget befærdet livsnerve for international skibsfart, og derfor følger dansk og international skibsfart nøje med i udviklingen i området. 20 – 30 procent af verdens energitransport går gennem strædet, og cirka seks procent af danske rederiers eksport kommer fra Mellemøsten.
”Det vigtigste for os er, at handelsskibene kan sejle trygt og roligt gennem Hormuzstrædet. Derfor er vi i løbende dialog med både de danske myndigheder og vores medlemmer om situationen. Det er vigtigt, at de politiske spændinger bliver deeskaleret og fremfor alt, at handelsskibene ikke bliver utilsigtet inddraget som part i konflikten”, siger Maria Skipper Schwenn, direktør for sikkerhed, miljø og maritim forskning i Danske Rederier.
Læs også om Storbritannien, der har besluttet at lade to krigsskibe eskortere britisk-flagede kommercielle skibe gennem strædet, HER.
Kilde: Danske Rederier
