Adrian Darya 1, der tidligere hed Grace 1, blev opbragt ved Gibraltar af britiske marinesoldater den 4. juli og var tilbageholdt i mere end en måned, fordi skibet var mistænkt for at ville bryde sanktionerne mod den syriske regering og landets præsident Bashar al-Assad.

Den 16. august blev skibet frigivet fra Gibraltar på forsikringer fra styret i Iran og kaptajnen om, at skibet ikke ville sejle til Syrien. Den amerikanske regering forsøgte til det sidste at forhindre frigivelsen af skibet, men uden held.
Efter frigivelsen sejlede Adrian Darya 1 med sin last af godt 2 mio. tønder iranske råolie langsomt mod øst i Middelhavet med skiftende angivelser af skibets destination. Først var det en lille havn i Grækenland, siden to forskellige havne i Tyrkiet, inden skibet for nogle dage siden slukke for AIS-signalet.
På det tidspunkt befandt supertankeren sig ud for Libanons kyst, ikke langt fra Syrien.
Og i aftes frigav de amerikanske myndigheder så et satellitfoto, der angiveligt viser skibet lige uden for havnen i Tartus, Syrien. Tartus huser en stor olieterminal og en stor russisk flådebase.
“Enhver der sagde, at Adrian Darya 1 ikke var på vej til Syrien, tog fejl. Teheran mener, det er vigtigere at finansiere det morderiske Assad-regime end at tage sig af sit eget folk. Sanktionerne mod Iran bliver ikke løftet, før styret stopper med at lyve og sprede terror,” skriver den amerikanske nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton i et tweet.
USA betragter Irans Revolutionsgarde, der driver omfattende forretninger i Iran som en udenlandsk terrororganisation. Det betyder, at USA sidestiller enhver hjælp eller handel med organisationen som værende assistance til terrorisme.
Kilde: Maritime Executive
Anyone who said the Adrian Darya-1 wasn’t headed to #Syria is in denial. Tehran thinks it’s more important to fund the murderous Assad regime than provide for its own people. We can talk, but #Iran’s not getting any sanctions relief until it stops lying and spreading terror! pic.twitter.com/saar05T8wt
— John Bolton (@AmbJohnBolton) September 6, 2019
