De gennemsnitlige rater for Frontlines i alt 71 skibe nåede i 3. kvartal ikke op på breakeven i forhold til at kunne dække de løbende drifts- og finansielle omkostninger. Det var medvirkende til at trække resultatet i minus for første gang i år.

Men det ser meget bedre ud i indeværende kvartal, hvor Frontline har lukket kontrakter for sine skibe på rater, der er dobbelt eller tre gange højere end i 3. kvartal.
“Vi mener, at markedet grundlæggende ser opmuntrende ud, og vi er gået ind i en periode med betydelig stærkere indtjening på vores skibe. Vores strategi har været fokuseret på at øge vores eksponering på spotmarkedet gennem året og vi mener, at dette vil afspejle sig i vores resultat for 4. kvartal,” siger Robert Hvide Macleod, der er CEO i det John Fredriksen kontrollerede rederi.
Han peger videre på, at de rekordhøje rater, som markedet oplevede i starten af oktober på grund af sanktionerne mod et kinesisk tankskibsrederi, ikke havde været muligt “uden et fundamentalt stærkere tankmarked”.
“Vi forventer at se et dynamisk og volatilt markedsmiljø i de kommende kvartaler og vi vil opportunistisk søge at sikre charterdækning, hvis det stærke marked varer ved,” siger topchefen.
Frontline oplyser, at rederiet har lukket aftaler for sine VLCC-skibe på 64.800 dollar/dag i 4. kvartal, hvilket er tæt på en tredobling i forhold til de gennemsnitlige dagsrater i 3. kvartal på 22.900 dollar.
Også raterne på suezmax og LR2 er gået voldsomt i vejret med dagsrater i 4. kvartal på henholdsvis 49.400 og 29.900 dollar i forhold til 16.200 og 15.900 dollar/dag i 3. kvartal.
Frontline oplyser, at det estimerede breakeven for VLCC, suezmax og LR2 ligger på henholdsvis 23.400, 21.100 og 16.100 dollar/dag.
Det er på den baggrund nok ikke overdrevet, når Robert Hvide Macleod forventer, at de højere rater vil afspejle sig i resultatet for 4. kvartal.
I årets første ni måneder ligger Frontline – trods underskuddet i 3. kvartal – godt til i forhold til samme periode i fjor.
Selskabets resultat i denne periode i år er på 39,6 mio. dollar mod et underskud på 49,7 mio. dollar i samme periode i 2018.
Kilde: Frontline
