Udbrændt Honam tilbage som Halifax

    0
    REKLAMA

    Med Maersk Halifax på vej til Busan i Sydkorea kan rederiet nu sætte punktum for det tragiske kapitel, der blev startet kl. 16.20 den 6. marts i fjor, da der udbrød en voldsom brand på det 15.262 teu store containerskib.

    Maersk Honam befandt sig på det tidspunkt omkring 900 sømil sydøst for Salalah i Oman på vej fra Singapore mod Suez Kanalen.

    23 besætningsmedlemmer blev evakueret, fire var omkommet i branden. Et af de evakuerede besætningsmedlemmer døde efterfølgende af sine kvæstelser.

    Efter et månedlangt slukningsarbejde blev skibet slæbt til Jebel Ali og tømt for såvel udbrændte som intakte containere.

    Maersk besluttede at reparere skibet, der på brandtidspunktet var et af de nyeste i rederiets flåde, bygget i 2017. Prisen på at reparere skibet løb op i mere end 30 mio. dollar, mens den samlede regning inklusive værdien af de ødelagte containere blev opgjort til 500 mio. dollar – mere end 3 milliarder kroner.

    Arbejdet med reparationen blev overladt til Hyundai Heavy Industries, der modtog den sunde del af skibet efter en månedlang transport på et heavylift fartøj fra Cosco i marts.

    Og nu er skibet altså igen i drift som et af 11 H-klasse skibe i Maersk´s flåde.

    Se billederne af det udbrændte Maersk Honam HER.

    Redaktionen

    (Visited 10 times, 1 visits today)