Socialdemokratiet dropper udflytning af Fiskeristyrelsen

0
René Christensen (DF) kalder det løftebrud, at regeringen har droppet udflytning af fiskeristyrelsen
REKLAMA

Socialdemokratiet foreslog før partiet selv indtog regeringskontorerne , at Fiskeristyrelsen skulle flyttes tættere på fiskerne i Nordvestjylland, men nu er de planer blevet skrottet. Det var ellers den nuværende erhvervsminister og daværende fiskeriordfører for Socialdemokratiet Simon Kollerup, som slog på stortromme for, at ”styrelsen skal ud i landet og tættere på de fiskere, som de skal holde øje med og vejlede”.

Men Miljø- og Fødevareministeriet har i et svar til Folketinget meddelt, at der ikke er aktuelle planer om en udflytning af Fiskeristyrelsen.

– Regeringens ambition er hele tiden at sikre bedre balance mellem land og by. Dog har Fiskeristyrelsen været plaget af en masse rod, og både Kammeradvokaten og Rigsrevisionen har i flere rapporter påpeget, at der er behov for et massivt genopretningsarbejde. Den genopretning er fortsat i gang, og det er derfor jeg siger, at regeringen ikke har nogle aktuelle planer om en udflytning af styrelsen, forklarer fiskeriminister Mogens Jensen til Fødevarewatch.

Det får Dansk Folkepartis René Christensen til at råbe løftebrud.

– Regeringen gik blandt andet til valg på at flytte Fiskeristyrelsen, og nu ændrer de mening. Det er sager, som den her, der fører til politikerlede i befolkningen. Man kan være enig med Socialdemokratiet i mange ting før valget, men ligeså snart de kommer over i regeringskontorerne, så mener de pludseligt noget andet. Jeg forstår ikke beslutningen, og for mig er der tale om et klart løftebrud, siger René Christensen. Fiskerne selv ser det også som en god ide at få fiskeristyrelsen flyttet ud i landet, hvor fiskeriet foregår. Men de må altså foreløbigt leve med en styrelse, der har sin plads i København, og så håbe på, at det betyder, at fiskeriministeren formår at gennemføre det genopretningsarbejde, der er årsagen til at Socialdemokratiet har skiftet holdning.

(Visited 10 times, 1 visits today)

SKRIV EN KOMMENTAR

Skriv din kommentar!
Skriv dit navn her