53 besætningsmedlemmer fra ubåd er døde

0
KRI Nanggala. Foto: Indonesisk militær
REKLAMA

Alle 53 besætningsmedlemmer, der befandt sig ombord på den indonesiske ubåd KRI Nanggala 402 er døde. Det siger de indonesiske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Allerede lørdag kom meldingen om, at ubåden KRI Nanggala 402 var fundet. Fartøjet, der var en del af den indonesiske flåde, havde siden onsdag været meldt savnet, efter en øvelse i havet nord for Bali gik galt.

Lørdag viste en scanning, at ubåden befandt sig på 850 meters dybde i havet, mens flere vragdele og genstande fra fartøjet blev fundet. Siden har myndighederne sporet sig yderligere ind på KRI Nanggala 402, og søndag kom meldingen fra militæret, at ubåden er gået i stykker og befinder sig på havbunden.

Læs også: BREAKING – Indonesisk ubåd er fundet

”Vi fandt dele af KRI Nanggala 402. Den var gået i stykker i tre dele,” siger militærchef Yudo Margono.

Allerede tidligere søndag kondolerede Indonesiens præsident, Joko Widodo, til besætningsmedlemmernes pårørende.

”Alle indonesere udtrykker vores dybeste sorg over denne tragedie, især til familierne til besætningsmedlemmerne på ubåden,” siger han.

Myndighederne arbejder fortsat på at finde ud af, hvad der er gået galt ombord på KRI Naggala, og de ser blandt andet på en teori om, at et strømsvigt kan have bragt ubåden ud af kontrol. Det skal have forhindret besætningsmedlemmerne i at foretage de normale nødprocedurer.

(Visited 156 times, 1 visits today)

SKRIV EN KOMMENTAR

Skriv din kommentar!
Skriv dit navn her