Hvordan prisforskellen mellem lavsvovlsolie og den traditionelle olie bliver fra årsskiftet er fortsat usikkert, men hvis den kommer til at ligge mellem 100 og 200 dollar/ton vil et rederi, der snyder, kunne spare mellem 3 og 6 mio. kr. på en retursejlads mellem Europa og Japan.
Derfor er det ifølge Danske Rederier afgørende at sætte fokus på håndhævelsen.
”Danske Rederier har fra start bakket op om indførslen af de nye svovlkrav, da svovlreduktionen vil gavne både sundhed og miljø på hele kloden. Men det er helt afgørende, at reglerne følges op med et effektivt, ensartet og globalt håndhævelsessystem, som indeholder hårde sanktioner over for rederier, der snyder. Det er den eneste måde, vi kan sikre lige konkurrencevilkår for alle samt opnå den miljøgevinst, som reglerne skulle give,” siger Maria Skipper Schwenn, der er direktør i Danske Rederier.
De nye regler betyder, at alle skibe, der ikke har installeret scrubber ombord, skal benytte et brændstof med højst 0,5 pct. svovlindhold. På dansk foranledning har FNs internationale søfartsorganisation, IMO, også besluttet, at det også er forbudt at have brændstof med en højere svovlprocent med ombord, hvis der ikke er installeret scrubber.
Kilde: Danske Maritime