Hirtshals er en af Danmarks vigtigste fiskeribyer med et erhvervsliv i rivende udvikling inden for fiskeri og akvakultur. Nu bliver byen også universitetsby, når DTU indvier et nyt campus i samarbejde med Nordsøen Forskerpark.
Hirtshals bliver studiebyen, når DTU inden længe opretter den nye kandidatuddannelse i Bæredygtigt fiskeri og akvakultur. Samtidig skal også de studerende på diplomingeniøruddannelsen Fiskeriteknologi fremover være i den nordjyske fiskeriby i et år af deres uddannelse, og det kræver de helt rigtige undervisningsfaciliteter.
Derfor indvier DTU og Nordsøen Forskerpark fredag både et nyt campus og en nyopført undervisningsbygning i den nordjyske havneby,
“Bygningen skal give de studerende de bedste fysiske rammer til undervisning, projektarbejde, udvikling og innovation inden for fiskeri og akvakultur og sikre et godt studiemiljø. Den rummer alt fra laboratorier, undervisningslokaler, klimarum og auditorier på 1475 kvadratmeter, og vi glæder os meget til at tage den i brug,” siger institutdirektør for DTU Aqua, Fritz W. Köster.
De studerende bliver undervist af og har deres gang i DTU’s forskningsmiljø og vil også have mulighed for at samarbejde med Nordsøen Forskerpark og erhvervslivet om udvikling på deres felt.
The post Kandidatuddannelse i fiskeri: DTU indvier nyt campus i Hirtshals first appeared on FiskerBladet.