Sønderborg Kommune forventer at kunne reducere dieselforbruget på Hardeshøj – Ballebro-færgen med 15 procent. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Færgen Bitten skal nemlig på værft for at få lavet det årlige tjek ved Søfartsstyrelsen, hvor der skal udføres diverse små reparationer og malerarbejde, mens hovedmotoren samtidig skal hovedrenoveres, og der skal installeres en aksegenerator.
Renoveringen vil altså ifølge kommunen give en diesel besparelse, så det samlede dieselforbrug falder med cirka 15 procent.
Færgen Bitten blev leveret fra Assens Skibsværft i 2001 med et hovedmaskineri bestående af to Scania DI12M maskiner.