Denne artikel kan læses i sin helhed i FiskerBladets online udgave for juni/juli 2020 her. Artiklen er oprindeligt skrevet i midten af maj.

Dengang lød status således fra skipper og reder Karsten Mølgaard:
”Det er gået rigtig godt indtil videre. I starten fik vi nogle rigtig fine landinger med hjem fra område 2, men her de sidste to ture er der også kommet nogle fornuftige landinger med hjem fra område 1,” siger skipper og reder på HG 333 Isafold, Karsten Mølgaard.
Fiskemelsindustrien meldte også om en god tobissæson indtil videre.
”Sæsonen er gået rigtig godt i forhold til de sidste par år, og fabrikkerne kører fint og har selvfølgelig taget de nødvendige forbehold med hensyn til covid-19,” siger direktør i Marine Ingredients Denmark, Anne Mette Bæk.
I forbindelse med Norges store opjustering af kvoten udtalte Anne Mette Bæk ligeledes følgende:
”Vi synes, det er rigtig positivt, at Norge kan opjustere kvoten så meget, da det jo tyder på, at bestanden har det rigtig godt. Og så har vi samtidig en forhåbning om, at den store kvote i Norge giver nogle flere landinger i Danmark,” siger Anne Mette Bæk.
Hvad angår de danske kvoter, vil en større fleksibilitet ved kvotefastsættelse og en afskaffelse af den nuværende områdeinddeling ikke udgøre en biologisk risiko, hvis man spørger skipper og reder Karsten Mølgaard.
”Vi som fiskere har aldrig haft en interesse i at fange den sidste fisk. Det har alle dage været vores interesse, at naturen reetablerer sig selv,” siger Karsten Mølgaard.
