CMP påbegyndte i slutningen af sidste år udbudsprocessen for etableringen af en ny krydstogtterminal, der efter planen skulle stå færdig i 2022.
”Den nye terminal skulle stadfæste Københavns position som hub for krydstogtturisme i Nordeuropa, men nu må vi vente på, at situationen vender”, siger Barbara Scheel Agersnap, CEO for Copenhagen Malmö Port.
Sidste år genererede krydstogtturismen en omsætning på 735 MDKK i Hovedstadsregionen og omkring 2400 fuldtidsbeskæftigede på tværs af hele Danmark –- størstedelen i København.
”Det er naturligvis utroligt beklageligt, også over for de involverede parter i udbudsprocessen, at investeringen i en ny krydstogtterminal udskydes. Indtil for nogle måneder siden så vi ind i et sundt 2020 med et rekordstort antal krydstogtanløb og med knap en million gæster til København. Men med coronakrisens indtog er der sat en pludselig prop i den globale vækst – også i København, hvor prognoserne peger på, at krydstogtsæsonen 2020 aflyses helt, efterfulgt af en vis usikkerhed det næste års tid”, siger Barbara Scheel Agersnap.
Når der igen tegner sig et klart billede af krydstogtindustriens udvikling, vil CMP tage stilling til, hvornår processen for en ny krydstogtterminal skal igangsættes på ny.
Kilde: CMP