Færge- og passagererrederierne er blandt dem, der har nydt godt af regeringens hjælpepakker til dækning af faste omkostninger og lønkompensation.
Nu foreslår de tre økonomiprofessorer, som regeringen har bedt om at rådgive om udfasningen, at ordningerne skal afskaffes pr. 8. juli med få undtagelser bl.a. for de virksomheder, der fortsat er tvangslukkede.
Danske Rederier er enige i, at hjælpepakkerne på sigt skal udfases, og rederi-erhvervet igen skal stå på egne ben, skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Men man kan ikke fratage virksomheder økonomisk hjælp, hvis man samtidig forhindrer virksomheder i at drive forretning, som det er tilfældet for færge- og passagerrederier, som lige nu er hårdt ramt af lukkede grænser og uvisheden om, hvornår driften kan normaliseres, påpeger Danske Rederier.
”Færge- og passagerrederierne har 40 procent af deres årlige passagerer i sommermånederne. Så længe grænserne er lukkede, og vi ikke kender datoen for en åbning, er det helt urimeligt, hvis regeringen også fratager dem de økonomiske ordninger, som har hjulpet dem gennem krisen indtil nu,” siger Jacob K. Clasen direktør for erhvervspolitik og analyse i Danske Rederier og fortsætter:
”Vores største ønske er, at grænserne bliver åbnet, så feriegæster kan gå ombord på færgerne. Det er ikke et drømmescenarie at modtage hjælpepakker, men det er en nødvendighed, så længe grænserne er lukkede. Hvis man udfaser hjælpepakkerne uden at åbne grænserne, straffer man færge- og passagerrederierne dobbelt”.

Kilde: Danske Rederier
