DSV-chef tror på vækst for de største

    0
    REKLAMA

    De økonomiske usikkerheder som coronavirus lockdowns har skabt i forsyningskæderne har øget kundernes risiko. Og ifølge Jens Bjørn Andersen vil ønsket om at reducere denne risiko og et hurtigere optag af digitale tjenester favorisere de største speditører i en post corona æra.

    “Jeg respekterer alle spillerne i vores industri, men vi har set en meget klar trend gennem de sidste seks-syv år, hvor de største speditionsselskaber tager markedsandele,” siger DSV Panalpinas CEO til Lloyds Loadinglist.

    “Vi tager også markedsandele fra hinanden, men trenden har været, at de store investeringer, vi foretager i digitalisering og teknologi, rent faktisk hjælper vores kunder meget, og når vi investerer så meget, som vi gør i IT, kan de små og lokale have svært ved at gøre det samme,” siger Jens Bjørn Andersen

    “Så i sidste ende er det produkt, vi kan tilbyde et bedre produkt, og det har været en trend, som jeg tror kan accelerere nu – at du vil benytte en sikker speditør eller leverandør i en situation som denne,” siger Andersen og tilføjer, at ingen har råd til at have et negativt økonomisk risikoelement svævende over alle de ting, man i øvrigt skal forholde sig til.

    Han forudser, at forsyningskæderne i fremtiden bliver mere komplekse, fordi alle vil forsøge at undgå den situation, de har stået i under coronakrisen.

    Men Jens Bjørn Andersen tror ikke, at det vil føre til en regionalisering, hvor virksomhederne trækker deres produktioner tættere på – hjem fra Asien.

    “Der er gode grunde til, at virksomheder har indkøbt produkter fra producenter i Asien. Du vil simpelthen i mange tilfælde ikke være konkurrencedygtig, hvis produktionsprisen er høj,” fastslår han.

    Og hvor nogle har peget på, at virksomheder som DHL, Amazon, Alibaba, UPS og FedEx vil dominere på et accelererende e-handelsmarked, tror topchefen på, at de største speditører vil spille en voksende rolle.

    Og her vil DSV Panalpina gerne levere varen helt ud til slutkunden, siger Jens Bjørn Andersen.
    “Det er klart, at du tjener færre penge – vi ved alle, hvor billigt det er at få et par sko sendt hjem. Men det er en forretning med en meget høj volumen. Og vi styrker nu denne mulighed markant ved at rulle vores e-handelsplatform ud i flere lande,” siger han.

    Kilde: Lloyds Loading List

    (Visited 11 times, 1 visits today)