Rekord-resultat i Kolding Havn

    0
    REKLAMA

    Fremtiden for Kolding Havn var truet indtil for godt et år siden, da byrådet fejede planerne om at lukke erhvervshavnen senest i 2043 af banen. Men det nåede at have indflydelse på regnskabet for 2018, der endte i et minus på 700.000 kr., fordi normalt afskrivningsberettigede omkostninger, skulle belaste driften.

    Sådan gik det ikke i 2019, hvor bundlinjen endte med et resultat på 6,3 mio. kr. oplyser Kolding Havn i en pressemeddelelse.

    ”Den helt store driver for havnens aktiviteter er trekantsregionens mange produktionsvirksomheder, byggebranchen samt landbrugene. Forsyningen via havnen af stål, papir, glas, byggematerialer, asfalt, foder, grovvarer, m.v. er en forudsætning for at drive i hundredvis af virksomheder i regionen. Hos Kolding Havn er vores fornemste opgave at levere en god service samt de rigtige faciliteter og processer, men vi driver ikke udviklingen alene. Det er de mange havnevirksomheder på Kolding Havn, der skal have æren for, at det nu for fjerde år i træk lykkedes os at sætte rekorder hos Kolding Havn”, siger bestyrelsesformand Tobias K. J. Jørgensen og fortsætter:
     
    ”Vi skal huske på, at nettoomsætningen for organisationen Kolding Havn som i år 2019 var kr. 23,5 mio., kun er en beskeden del af den totale omsætning på havnen med alle havneselskaberne. Populært sagt lever Kolding Havn af at tjene en lille bid pr. skib og pr. tons, hver gang gods passerer kajen til eller fra skib”.
     
    Samtidig med, at omsætningen på Kolding Havn er steget, så er de gener, der kan være forbundet med havnedrift, blevet mindre, skriver Havnen.

    “Vi arbejder ud fra mantraet om, at vi vil være ”verdens bedste nabo”. Selv om der stadig er plads til forbedring, så er jeg personligt meget glad for, at vi har fået skabt et miljø på havnen, som i meget vidt omfang tager hensyn til vores naboer, samtidig med, at vi passer vores arbejde,” siger Kolding Havns direktør, Anders Vangsbjerg Sørensen.

    Kilde: Kolding Havn
     

    (Visited 12 times, 1 visits today)