Ved en afgørelse i 2006 ved Menneskeretsdomstolen blev det slået fast, at ansatte selv skal kunne vælge fagforening. Tvunget medlemskab af en bestemt fagforening er således ulovlig. Alligevel har Scandlines skrevet under på en overenskomst, der forpligter deres medarbejdere i Scandlines Catering til at være medlem af fagforeningen 3F.

Flere borgerlige politikere ønsker nu, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard går ind i sagen, mens både DI og 3F erkender, at de kontroversielle formuleringen hører fortiden til.
I Scandlines Caterings overenskomsten forpligter selskabet sig til “i videst mulig udstrækning at beskæftige organiseret personale”. Det bliver defineret som medlemmer af 3F, mens “uorganiseret personale” er alle ikke-medlemmer af 3F, skriver Berlingske.
“Det er helt uacceptabelt, at lovgivning, som er mange år gammel, ikke bliver overholdt i overenskomsterne. Det her understreger, at det frie fagforeningsvalg ikke fungerer i praksis. Det bekræfter, at der er behov for en uvildig undersøgelse af omfanget af mobberi og chikane,” siger Hans Andersen, beskæftigelsesordfører i Venstre.
Beskæftigelsesministeren siger til Berlingske, at han sætter gang i en undersøgelse om det frie fagforeningsvalg og andre spørgsmål:
“Men jeg kan og skal som beskæftigelsesminister ikke blande mig i konkrete overenskomster. Det er og bliver et anliggende for arbejdsmarkedets parter og i sidste ende Arbejdsretten eller domstolene,” siger han.
I DI siger underdirektør Niels Grøn Seirup, at “vi er enige på begge sider om, at den overflødige bestemmelse udgår af Kantineoverenskomsten, når vi skal forny den her til foråret”.
Kilde: Berlingske
