Det britiske Labour meddelte i går eftermiddags, at de efter godkendelse af Brexit-forlængelsen på tre måneder blandt de øvrige EU lande, endelig var klar til at stemme for at afholde parlamentsvalg.
Udsigterne for partiet, der har den blandt briterne alt andet end populære Jeremy Corbin i spidsen, er ikke for gode, mens Johnson håber på, at det nyvalg vil sikre de konservative det flertal i parlamentet, der vil gøre dem i stand til at regere.
Umiddelbart ser udsigterne for de konservative da også pæne ud med meningsmålinger, der giver partiet ca. 40 pct. af stemmerne mod ca. 24 pct. til Labour. Men det engelske valgsystem med valg i enkeltmandskredse gør, at resultatet sagtens kan komme til at se anderledes ud. Og valgkampen er endnu ikke gået i gang.
Samtidig er Liberal Democrats en joker, fordi partiet som det eneste går ud med en fuldtonet afvisning af Brexit og dermed kan trække remainere til sig både fra de konservative og Labour.
Det hele kan hende med en sammensætning af Parlamentet, der gør det ligeså beslutnings-u-dygtigt, som det har været siden sidste valg.
Derfor er det fortsat uklart, om Storbritannien ender med at sige farvel til EU den 31. januar 2020.
Valgresultatet den 12. december vil give omverdenen et afgørende fingerpeg. Hvis de konservative opnår et – komfortabelt – flertal, synes det oplagt, at Boris Johnson vil få sin aftale med EU vedtaget, så briterne kan “get Brexit done” den 31. januar.
Men hvis de konservative ikke får flertal, kan en lang række scenarier komme i spil. Så Europa venter fortsat på briterne.
Redaktionen