Kuehne+Nagel vil introducere et Net Zero Carbon program, der indeholder tre elementer: detektion, reduktion og kompensation af CO2.

Virksomheden vil benytte big data og nye digitale platforme til at udvælge de ruter og transportformer, der minimerer CO2 udledningen.
Som det første skridt vil Kuehne+Nagel sikre, at alle mindre forsendelser (LCL – less-than-container-load) vil ske CO2-neutralt fra 2020 og frem.
Målet er at sikre CO2-neutral transport i netværket af transportleverandører fra 2030.
Som et led i 0-udledningsprogrammet har selskabet startet sine egne naturprojekter i Myanmar og New Zealand og har investeret i forskellige naturbaserede CO2-projekter, hvor kulstof tages ud af atomsfæren.
På de indre linjer arbejder Kuehne+Nagel på at skærpe miljøbevidstheden blandt medarbejderne og gennemfører flere og flere møder, hvor videokonferencer afløser forretningsrejser, skriver selskabet.
“Som en af de førende logistikvirksomheder i verden anerkender vi det ansvar, vi har for miljøet, vores øko-system og i sidste ende for mennesker. Dagens udmelding er baseret på en række foranstaltninger til bekæmpelse af CO2-udledning og levering af bæredygtige og innovative supply-chain løsninger – der går hånd i hånd med vores leverandører og kunder. Vi støtter således Paris-aftalens mål om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader,” udtaler Dr. Detlef Trefzger, der er CEO i Kuehne+Nagel International.
Kilde: Kuehne+Nagel
