”Der er noget elektronik, som ikke rigtig fungerer. Hovedmotoren kan hverken køre frem eller bakke, så vi skal finde fejlen i softwaren”, siger Keld Møller, direktør for Ærøfærgerne, til TV2/Fyn.
To hold eksperter er i gang med at gennemgå de i alt tre styresystemer om bord på den avancerede færge, men det tager tid at finde og udbedre fejlen.
Ellen er ejet af det kommunale færgerederi Ærøfærgerne.
”Det er selvfølgelig irriterende, men det er ikke usædvanligt, når man sætter et nyt skib i søen, at der er begynderproblemer”, siger Ærøs borgmester Olej Wej Petersen til TV-stationen.
Ellen blev indsat på ruten mellem Ærø og Als den 15. august, med godt 2 års forsinkelse. Den 100 procent eldrevne færge er meget avanceret og den største i verden af sin type. Færgens batteripakke er så stor, at den kun behøver at lade batterierne op i den ene ende af overfarten – i Søby.
Elfærgen har kostet 220 millioner kroner, hvor af knap halvdelen kommer fra EU.
Redaktionen