“Gods, der ankommer eller forlader EU via færgehavne, vil stå overfor flere tjek og forhindringer, når Brexit bliver til virkelighed. Brexit betyder flere inspektioner af mennesker, gods og dokumenter, hvilket fører til højere omkostninger, trængsel og længere transittid for færgetransporter,” hedder det i en udtalelse fra Antwerpen Havn i forbindelse med et besøg fra den nyudnævnte britiske ambassadør i landet, Martin Shearman.
Havnen forudser, at trucktransporterne i stigende grad vil blive afløst af transport på containerskibe over Den Engelske Kanal og gør sig klar til den øgede trafik på dette område.
“Besøget i dag skulle derfor gøre det klart for den britiske ambassadør, at Antwerpen mere end nogensinde vil blive den vigtigste gateway for handel mellem Europa og Storbritannien,” hedder det videre i udtalelsen fra havnen, der refereres af mediet Riviera.
Landet var den næststørste handelspartner for Antwerpen Havn i 2018 med næsten 17 mio. tons gods.
Hvornår Storbritannien i givet fald træder ud af EU er fortsat usikkert. Situationen i det britiske parlament kan nærmest betegnes som kaotisk, efter at Premierminister Boris Johnson tirsdag og onsdag led afgørende nederlag til den majoritet, der ikke ønsker et hårdt Brexit. De ønsker en udskydelse af Brexit-datoen til udgangen af året.
Redaktionen.