Det iranske skib valgte i går angiveligt at slukke for sit AIS-system i kølvandet på de amerikanske advarsler til havne i Middelhavet mod at hjælpe skibet. Adrian Darya 1 havde angivet Kalamata, en mindre havn i Grækenland, som destination.
USA forsøgte til det sidste at få Gibraltar til at fortsætte tilbageholdelsen af det iranske tankskib, der lastet med ca. 2,1 mio. tønder iransk råolie blev tilbageholdt i Gibraltar i starten af juli på grund af mistanke om, at skibet var på vej til Syrien med lasten, i strid med EU´s sanktioner.
Efter skriftlige forsikringer fra skibets kaptajn til myndighederne i Gibraltar om, at skibet ikke ville gå til Syrien, fik det lov at sejle videre – til stor fortrydelse for USA.
Den amerikanske udenrigsminister sagde mandag, at det vil være til gavn for Iran og landets militær, når skibet får afsat sin last af råolie – og kaldte på den baggrund frigivelsen for “uheldig”.
“Hvis det lykkes for dem – og det håber vi ikke – vil de have flere penge og flere ressourcer til at fortsætte deres terror-kampagne,” sagde Mike Pompeo.
Iran på sin side kalder USA´s handlinger for “økonomisk terrorisme” og forsøget på at tilbageholde Adrian Darya 1 for “pirateri”.
Præstestyret advarer om, at det vil få “alvorlige konsekvenser”, hvis USA forsøger at tilbageholdet skibet.
Dermed er der lige nu ikke udsigt til, at de spændinger, som tilbageholdelsen af tankskibet forårsagede mellem Iran og primært Storbritannien og USA, er på vej til at blive mindre.
Det var ellers forhåbningen i Storbritannien, der ligesom de øvrige lande i EU, ikke tager del i USA´s sanktioner mod Iran, der fulgte efter USA´s udtræden af atomaftalen.
Iran beslaglagde 19. juli det britisk flagede Stena Impero og dets besætning i en gengældelsesaktion. Håbet i den britiske regering var, at skibet ville blive frigivet, når det iranske tankskib fik lov at sejle.
Men om det sker, er fortsat uvist.
Kilde: TradeWinds