Danmarks flåde nu femte størst i verden

    0
    REKLAMA

    Det er kun halvandet år siden, Danmark overhalede Tyskland og rykkede op på en sjetteplads på listen over verdens største handelsflåder målt på skibe, som opereres af danske rederier. Men allerede nu tager den danske handelsflåde et hop mere og vipper USA’s handelsflåde af pladsen som den femtestørste i verden.

    Danske rederier eksporterede sidste år for 188 milliarder kroner, og søfart er dermed et af Danmarks største eksporterhverv. Rykket til femtepladsen på listen over verdens største opererede handelsflåder viser, ifølge adm. direktør i Danske Rederier, Anne H. Steffensen, at de seneste års kurs for dansk søfart har virket.

    ”Det glæder mig meget, at Danmarks handelsflåde nu er den femtestørste i verden målt på de skibe, som opereres af danske rederier. Vi har set stor vækst i de skibe, som danske rederier driver, og samtidig er der flere skibe under dansk flag end nogensinde før.” siger Anne H. Steffensen, der dog advarer mod at hvile på laurbærrene. Hun fortsætter:

    ”De næste 5-10 år er helt afgørende for at finde vejen frem mod det CO2-neutrale skib, som vil være forudsætning for fortsat vækst i skibsfarten. Den viden, der er påkrævet, skal komme gennem investering fra erhvervet, målrettet forskning, uddannelse og innovative start-ups, som kan fastholde og udvikle den danske handelsflådes position som nu femte største i verden.”

    Erhvervsminister Simon Kollerup er enig i, at der fortsat skal være et stærkt fokus på forskning og innovation inden for søfart, ikke mindst når det gælder bæredygtighed:

    ”Danmark er et lille land, men der er alligevel ikke mange andre lande, som kan måle sig med os, når det gælder søfart. Det skyldes naturligvis, at vi er en nation med lange stolte traditioner til søs, men også at vi her i nyere tid er nogle af dem, som går forrest for at sikre en grøn omstilling af søfarten,” siger erhvervsminister Simon Kollerup og fortsætter:

    ”Som grøn erhvervsminister er jeg særligt glad for at se, at branchen har sat en bæredygtig kurs med konkrete tiltag og visionære ambitioner for hvordan, vi kan styrke den grønne omstilling. Det er en tilgang som regeringen bakker 100 procent op om og som skal understøttes med en aktiv og grøn erhvervspolitik, hvor bæredygtighed og konkurrencedygtighed går hånd i hånd.”

    Verdens lande er i FN’s søfartsorganisation, IMO, blevet enige om en målsætning om, at udledningen af drivhusgasser fra shipping i 2050 skal være reduceret med mindst 50 pct. i forhold til niveauet i 2008. MÆRSK går endnu længere og har sat sig et mål om at være helt CO2-neutrale i 2050.

    Kilde: Danske Rederier

    (Visited 10 times, 1 visits today)