Norge arbejder for at få indført internationale regler, der sortlister værfter, der ikke lever op til gængse menneskerettigheder og arbejder-vilkår. På den måde kan listen være en pendant til Hong Kong konventionen om skrotværfter.

GIEK´s ledende bæredygtighedsekspert, Sigrid Brynestad, oplyste på Nor-Shipping, at GIEK allerede har sortlistet to skibsværfter for deres overtrædelser af menneskerettighederne. Hun ønskede ikke at sætte navn på, men ifølge Splash drejer det sig om to polske værfter.
GIEK gennemfører undersøgelser af, om værfter overholder menneskerettighederne, forud for finansiering af norske skibsordrer.
“Vi mener, at det giver genemsigtighed. Man ønsker at bygge skibe billigst muligt, men det er nødvendigt at være sikker på, at den (lave pris, red.) ikke skyldes , at arbejderne bliver underbetalt og det er op til långiverne at sikre dette,” siger Sigrid Brynestad.
Hun siger til Splash, at GIEK tjekker fire ting på værfterne, inden et lån bliver bevilget.
Værfter, der vil bygge skibe for norske ejere, skal overholde lokal lovgivning, ikke benytte børnearbejde eller såkaldt forced labour og endelig må værfterne ikke have værsentlige problemer sundhed eller sikkerhedsforhold.
Kilde: Splash
