Initiativet, der er ledet af teknologivirksomheden Wärtsilä, har fået navnet Zero Emission Energy Distribution at Sea (ZEEDS).
“ZEEDS-partnerne erkender, at overgangen til rene brændstoffer vil kræve en kollektiv indsats. Vi mener, at vi ved at tage fat i kæden fra forsyning og oplagring til distribution kan accelerere overgangen til renere skibsbrændstof,” udtaler Cato Espero, der er salgsdirektør for de nordiske lande i Wärtsilä´s Marine Division.
Ud over Wärtsilä tæller ZEEDS virksomhederne DFDS, Aker Solutions, Equinor, Kværner og Grieg Star.
Gennem projektet har deltagerne udforsket forskellige muligheder sammen, og de mest lovende vil blive præsenteret på Nor-Shipping den 4. juni.
Vi ser frem til at præsentere vores idéer og – endnu vigtigere – få feedback på, hvordan vi kan udvikle og forbedre dem yderligere, siger Espero.
I den forbindelse vil det i det videre arbejde blive nødvendigt at involvere relevante myndigheder og potentielle nye partnere.
“Vi behøver støtte fra myndighederne og opfordrer dem til til at implementere incitamenter, der vil gøre det muligt for os at finde den hurtigste vej til skibsfart med nul udledning,” siger Cato Espero.
Skibsfarten står for omkring 3 pct. af den globale udledning af CO2. IMO besluttede sidste år, at skibsfarten skal reducere sin udledning af drivhusgasser med mindst 50 pct. frem i 2050 i forhold til 2008.
Kilde: World Maritime News