Går efter hollændere – Minister vil hæve bødestraffen og konfiskere udstyr

0
REKLAMA

Fiskeriminister Rasmus Prehn vil hæve bødestraffen for ulovligt fiskeri i de danske farvande. Samtidig vil ministeren styrke fiskerikontrollens mulighed for at konfiskere ulovlige fiskeredskaber.

Politianmeldelse og en bødestraf på 400.000 kroner. Det er, hvad der foreløbigt forventes i det seneste tilfælde i en række af sager, hvor hollandske bomtrawlere er fanget i at fiske ulovligt i de danske farvande. Alene i 2022 har fiskerikontrollen konstateret 24 overtrædelser, som alle er foretaget af hollandske bomtrawlere.

Fiskeriminister Rasmus Prehn skærpede i september 2021 kontrollen med fiskeriet i Skagerrak og Nordsøen. Men med det store antal overtrædelser bare i år er der ifølge ministeren behov for at undersøge, om der kan tages endnu skrappere midler i brug. Derfor vil Rasmus Prehn nu se på muligheden for at hæve bødestraffen for ulovligt fiskeri og forbedre muligheden for at konfiskere fiskernes udstyr.

“Jeg bliver ærligt talt rasende, når jeg hører, at hollandske bomtrawlere gang på gang bliver taget på fersk gerning i systematisk at overtræde fiskerireglerne. På trods af skærpelse af kontrollen, politianmeldelser og en udsigt til høje bøder, så fortsætter de her sager med at komme, og det viser med al tydelighed, at der er behov for handling. Mit budskab er klart: Bøderne skal op og ulovlige redskaber skal konfiskeres. Jeg har nu bedt mit ministerium om at undersøge, hvor langt vi kan gå med at hæve bøderne for ulovligt fiskeri og skærpe muligheden for at konfiskere fiskeriredskaber ved lovovertrædelser. Det er fuldstændig uacceptabelt, at hollænderne sejler herop og ødelægger vores havbund og snyder på vægtskålen, når kvoterne skal gøres op. Det skal stoppes, og derfor skal vi se på, om vi kan tage skrappere midler i brug,” lyder det i en pressemeddelelse fra Fiskeriminister Rasmus Prehn.

Fiskeriministeriet afsøger nu de juridiske muligheder for at skærpe bødestraffen for ulovligt fiskeri.

Sagerne i år kommer efter Rasmus Prehn i september 2021 skærpede kontrollen med fartøjernes AIS-signal. AIS-signalet fortæller, hvor fartøjet befinder sig, og hvor hurtigt det sejler. Ud af de 24 overtrædelser er 19 karakteriseret som alvorlige. Det vil sige, at de er sket blandt andet ved brug af ulovlige fiskeredskaber, slukket AIS-signal eller fiskeri i forbudsområder.

Læs også: Tal og fakta om ulovligt fiskeri i Danmark

“Ved at intensivere kontrollen af fartøjer, som manipulerer med deres overvågningsudstyr, har vi succes med at afsløre andre grove overtrædelser af reglerne. Inden for de seneste to måneder har vi konstateret tre alvorlige tilfælde, hvor fartøjer har fisket med ulovlige inderposer eller har fisket i sårbare områder, hvor store bomtrawlere ikke må fiske. Vi vil fortsætte med at have fokus på reglerne om overvågning, da det kan være en indikation på, at der er noget skjule. Det gør vi for at bidrage til at sikre, at der også er fisk at fange for morgendagens fiskere,” siger Henrik Bandholm der er kontorchef for Fiskeristyrelsens Regionale Kontrol Vest, som fiskerikontrolskibet Vestkysten hører under.

Størstedelen af de 24 sager er endnu ikke afsluttet, men afventer endelig sagsbehandling i Fiskeristyrelsen og eventuel overdragelse til politiet.

The post Går efter hollændere – Minister vil hæve bødestraffen og konfiskere udstyr first appeared on FiskerBladet.

(Visited 1 times, 1 visits today)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here