Det lykkedes alligevel for morgenfærgen Express 1, at komme afsted fra Rønne, trods en teknisk fejl i computersystemet. Det skriver TV2 Bornholm.
Computerfejlen påvirkede de manøvre-kameraer, som kaptajnen benytter til at orientere sig under sejladsen, som derfor ikke virkede, da færgen skulle sejle i morges klokken 6.30. Derfor planlagde rederiet, at erstatte Express 1 med færgen Hammershus og ændret afgang til klokken 8.30.
Men få minutter før passagererne skulle skifte fra den ene færge til den anden, så lykkedes det alligevel teknikere ombord på Express 1 at få has på teknikken.
”Nu virker kameraerne igen. Vi var på nippet til at bede passagererne om at flytte over på Hammershus, så vi kunne sende den afsted i stedet – men samtidig blev det tekniske problem løst, så vi alligevel kan sejle med Express 1,” siger kommunikationschef Jesper Maack fra Bornholmslinjen til TV2 Bornholm.
Forsinkelsen fra morgenstunden kommer til at påvirke alle dagens afgange med to timer.