Retssagen mod Anders Østergaard Pedersen, der ejer Hjarnø Havbrug A/S ved Horsens Fjord, begyndte i sidste uge med, at den tiltalte nægter sig skyldig. Det fortalte forsvarsadvokaten i Retten i Horsens.
Anders Østergaard Pedersen er tiltalt for overproduktion af fisk og for at have skjult oplysninger om sin produktion over for myndighederne, og i den forbindelse at have set stort på sine miljøgodkendelser og skruet voldsomt op for produktionen af ørreder. Men det passer altså ikke, siger forsvareren.
– Som anklageren har forelagt sagen, får man indtryk af, at den tiltalte har fejet en masse ind under gulvtæppet. Det er langtfra tilfældet. Der er intet holdt skjult for kommunen på noget tidspunkt, sagde forsvarsadvokat Thomas Andreas Mikkelsen i ifølge ritzau.
Anklageren bygger sagen på blandt andet oplysninger fra foderleverandører. På baggrund af det leverede foder til havbrugene er det af politiet beregnet, at produktionen af fisk har været langt større, end havbruget har oplyst til myndighederne.
Hjarnø Havbrug havde desuden i en periode tilladelse til at kompensere for noget af forureningen ved at opdrætte muslinger på rør i vandet, som skulle nedsætte forureningen fra fiskene, men det mener anklagemyndigheden ikke, har fundet sted i det omfang, som det er blevet indberettet til kommunen.
Anklageren i sagen kræver udover konfiskeringen af 191 millioner kroner både fængselsstraf samt bøde og ejer og virksomhed, ligesom Anders Østergaard Pedersen desuden bør frakendes retten til at drive dambrug og havbrug i en periode.