Det er ikke uden drama i luften, når de store pelagiske flåder af trawlere stævner 200 til 300 km ud i Atlanterhavet vest af Irland eller rundt Færøerne for at fange steamefisken blåhvilling. Sæsonen strækker sig fra begyndelsen af januar og slutter ved indgangen til august. Det er vejrmæssigt ofte noget af det mest barske, der hærger i den del af Atlanterhavet. Det er fiskerne gode til at takle og tage bestik af. Noget andet er den torskelignende blåhvilling. Fisken hentes fra dybder på op til 600 meter og mere. Det kræver sin mand og kendskab til fiskeri i de dybder.
Af Jens Nørgaard
Problemet er ikke kun grej men fisken der volder problemer, når den først er fanget. En lille svømmeblære i fiskens indre gør, at den ved fangstposens opstigning fra store dybder sammen med sine øvrige artsfæller får luften til at ekspandere på grund af mindre tryk. Det betyder at posen som en anden champagneprop med voldsom kraft skyder i vejret under et ustabilt ophal mod trawlskovlene og eksploderer.
Opstigningen sker lodret. Fiskerne har ingen mulighed for at kontrollere bevægelserne, når først processen er i gang. Det fortæller marketingchef Bogi Nón fra net- og vodbinderiet Vónins kontor i Fuglafjørdur, der ligger på Eysturoy nordøst for den færøske hovedstad Thorshavn.
Det er de pelagiske fiskeres mareridt, når noget sådan sker. De pelagiske fiskeres formanden i DPPO, fiskeskipper Fridi Magnussen, HG265 Asbjørn, bekræfter udsagnet. Trawleren kan miste sin fangst og pose. Den vil i øvrigt være komplet ubrugelig efterfølgende. Under normale betingelser kan posen håndteres. Det handler om at få den til havoverfladen og flade ud populært sagt.
Læs hele artiklen, når FiskerBladets augustudgave udkommer online i næste uge.
