Hanstholm Havn benytter sommerperioden som anledning til at gøre status på havnens aktiviteter. Hanstholm Havn skriver således:

2019 blev endnu et godt år for Hanstholm Havn
Med en havneudvidelse som snart er i mål, har Hanstholm Havn nu for alvor sat kurs mod målet om at blive Europas førende konsumfiskerihavn – og med den nye og forbedret havn tegner sig gode muligheder for fremtiden. 2019 blev endnu et flot år med fisk for 1,1 milliarder kroner og et resultat før skat på 7,9 millioner kroner, med en fremgang på hele 28 procent i forhold til 2018.
Havneudvidelsen lakker mod enden efter 2,5 år med fuld gang i byggeriet
Sidste del af udvidelsen er i fuld gang og Aarsleff er nu ved at opbygge den fulde højde på den resterende del af vestmolen – således højden på den 400 meter lange mole bliver 9 meter over vandoverfladen. Derudover er Rohde Nielsen i fuld gang med at skabe 10 meters vanddybde i det nye havnebassin, og 11 meter i indsejlingen. Udvidelsen forventes, hvis alt går som hidtil at kunne afleveres et par måneder før tid.
Det nye bagland tager ligeledes form, og der vises stor interesse fra flere virksomheder, for havnen og dens nye muligheder – og de virksomheder der allerede har lejet et areal, er godt i gang med at projektere deres kommende byggeri og de sidste detaljer omkring færdiggørelsen af baglandsarealet sker i dialog med de nye lejere.
Havneindvielse udskydes til sensommeren 2021
På grund af Covid-19 situationen er indvielsen af den færdige havn udskudt til sensommeren 2021. Således vil havneindvielsen være sammenfaldende med H.M. Dronningens besøg af Thisted Kommune, hvor kongeskibet Dannebrog er planlagt til at anløbe Hanstholm havn.
Opgradering af auktionsfaciliteter
Den 16. april blev den nye 1600 m2 køleauktionshal taget i brug. Hallens størrelse og placering har givet et bedre flow til den daglige auktion, og når det nye logistikområde står færdig, forventes det at give endnu større effektivitet. Nedbrydningen af de gamle lastbilsluser, udgravningen og støbning af fem nye nedsænket ramper til logistikområdet er begyndt og forventes færdig december 2020.
Krydstogtanløbene af Berlin og Le Bellot er aflyst
Den 14. juli og igen den 2. september 2020 skulle Hanstholm have haft sine første krydstogtsbesøg, men som følge af Covid-19 situationen er de desværre blevet aflyst. Derfor er vores debut som krydstogthavn udskudt til 2021, hvor vi forventer anløb af det 196 meter lange krydstogtskib ”The World” den 23. juli 2021.
Hold havnen ren
Hanstholm Havn igangsætter efter sommerferien en række initiativer for at gøre havnen mere ren og ryddelig. Initiativer der igangsættes på baggrund af en kundeanalyse der er udarbejdet her i foråret.
Nogle af de initiativer der sættes gang i, er bl.a. 2-4 årlige oprydningsdage i samarbejde med lokale virksomheder, foreninger, skoler, spejdere osv., der udarbejdes en ”Velkommen til Hanstholm” flyer med retningslinjer for oprydning på havnen, der opsættes ekstra skraldespande på havnen og Hanstholm Havn indgår ligeledes i samarbejdet ”Ren by i Thy”, der opstiller standere med nedbrydelige miljøposer rundt i kommunen, med det formål at nedbringe henkastet affald og plastik i naturen.
Derudover har vi haft første dialogmøde med repræsentanter fra Hanstholm Grundlejerforening, Hanstholm Fiskeriforening, Hanstholm Fiskeeksportørforening og Hanstholm Maritime Service Netværk, således vi i fællesskab kan løfte opgaven.
Nyt fra Hanstholm Maritime Service Network
Det Maritime Service Netværk havde i maj 2020 planlagt at deltage med en fællesstand på Skipper Expo i Aberdeen – messen er dog blevet udskudt til marts 2021 pga. Covid-19. Derfor arbejder vi i mellemtiden på en delegationstur til fiskerimesse i Urk i oktober 2020 – ”Holland Fisheries Event” en messe der er rettet mod et professionelt publikum inden for fiskeri og den maritime industri med international karakter. Messen har mere end 100 udstillere fra Holland.
Dertil vil det Maritime Service Netværk forsat løbende afholde netværksarrangementer med primær fokus på samarbejde, rekruttering og markedsføring.
Kilde: Hanstholm Havn
