Aalborg Havn bygger nye haller

    0
    REKLAMA

    De nordjyske virksomheder leder med lys og lygte efter mere lagerplads. De fleste kan dog godt væbne sig med tålmodighed, for antallet af ledige lagerlejemål i Nordjylland er rekordlav for tiden. Ifølge en markedsanalyse fra erhvervsmæglerne Nordicals er antallet af ledige kvadratmeter – også kaldet tomgangsraten – i lager- og produktionsejendomme nemlig helt nede på 1,1 procent, hvilket er det laveste niveau i det seneste årti.

    Den udbredte mangel på ledige lagerfaciliteter og produktionslokaler mærker man også på Aalborg Havn, hvor man nu har valgt at bygge yderligere tre af de populære Harbour Storage-haller på 2.000 kvadratmeter per lejemål, oplyser havnen i en pressemeddelelse.

    “Vi har de seneste år haft en periode med meget lidt nybyggeri af erhvervs- og lagerejendomme her i Nordjylland. Det mærker vi effekten af nu, hvor mange virksomheder forsøger at sikre sig til fremtiden og derfor afsøger markedet for ledige lejemål, der giver mulighed for at vækste,” forklarer Jeppe Faber, der er commercial manager i Aalborg Havn Logistik, og fortsætter:

    Derfor har vi nu valgt at udvide havnens lagerkapacitet med 6.000 kvadratmeter i form af tre spritnye Harbour Storage-haller. Vi har allerede oplevet en stor interesse for de nye lejemål, og den første hal er allerede lejet ud.

    De nye haller får adresse på Langerak på Aalborg havn tæt på containerterminalen og de ventes at stå klar i løbet af efteråret 2020.

    Kilde: Aalborg Havn.

    (Visited 3 times, 1 visits today)