Rederier: Ny EU-formand skal tænke globalt

    0
    REKLAMA

    Med et stærkt fokus på klima, grøn omstilling og forskning, ligger den nye Kommissions prioriteter på mange områder godt i tråd med Danske Rederiers, hvor nedbringelse af branchens C02-udledning har højeste prioritet, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

    ”Det er vigtigt, at vi fortsat har fokus på at løse de stigende klimaudfordringer. Det bakker Danske Rederier fuldt ud op om. Jeg håber dog, at Kommissionen vil huske på, at globale udfordringer aldrig kan løses af EU alene. Vi skal have hele verden trukket med,” siger Jens Valdemar Krenchel, sekretariatschef for Danske Rederiers Bruxelles Repræsentation.

    Rederibranchen er et globalt erhverv, som hver dag fragter varer verden rundt. Derfor bekymrer det Danske Rederier, at den nye kommissionsformand, Ursula von der Leyen, har foreslået mere regulering af shippingbranchen på europæisk niveau.

    ”Vi vil altid advokere for, at regulering af sektoren skal foregå globalt. Det sker gennem FN’s International søfartsorganisation IMO. Kun herved kan vi sikre en effektiv håndtering af klimaudfordringerne, og derudover sikre lige konkurrencevilkår,” siger Jens Valdemar Krenchel.

    Organisationen glæder sig dog over, at den nye Kommission vil investere rekordhøje beløb i forskning og innovation.

    Kilde: Danske Rederier

    (Visited 5 times, 1 visits today)