Aktiebørser rundt om i verden havde ellers taget et lille forskud på en mulig vej ud af handelskrigen mellem Kina og USA, da en talsmand for det kinesiske handelsministerium torsdag sagde, at en fase-1 af en ny handelsaftale mellem de to lande ville indeholde en gradvis tilbagerulning af straftolden.
Men sådan ser præsident Donald Trump ikke på sagen. Foran Air Force One beskrev han ganske vist forhandlingerne som gående fremad “meget pænt” og at lederne i Beijing ønskede en aftale “ meget mere end jeg gør”.
Men ved samme lejlighed kaldte han udmeldingen fra den kinesiske talsmand for “ukorrekt”.
“Hvis vi ikke kan indgå den rigtige aftale, vil vi ikke indgå en aftale,” sagde præsidenten.
Den spirende optimisme omkring muligheden for en opblødning i handelskrigen forsvandt med Trumps udtalelser som dug for solen på aktiemarkederne, skriver Bloomberg.
Kilde: Bloomberg.